Destroyerne
Destroyerne er fire ubemandede krigsrumskibe i den danske science fiction-serie CRASH fra 1984. De er konstrueret af Barry Slisk og fungerer som hans vigtigste redskaber til overvågning, transport, plyndring og militære angreb. Skibene er fjernstyrede robotter, som adlyder Slisks ordrer og opererer fra hans rumstation ved det sorte hul.
Destroyerne har et truende, mekanisk udseende med lysende øjne, bevægelige kæber og et kanontårn. De er bevæbnede med raketter og udstyret med gribemekanismer, som gør dem i stand til at indfange og transportere genstande og mennesker. Slisk kan desuden kommunikere gennem skibene og overvåge deres omgivelser fra sin base.
Destroyernes mest brutale indsats finder sted i afsnit 7, Massakren. Her bliver de sendt til planeten Goplos for at indsamle et særligt materiale, der skal gøre antityngdeskjoldene stærke nok til at modstå en voldsom opbremsning. Da planetens små, fredelige beboere kommer i vejen for indsamlingen, åbner destroyerne ild med deres raketter og udrydder næsten hele befolkningen. Kun tre gopler overlever, fordi Iris redder dem med sin enorme hvide hånd.
I afsnit 10, Den vilde jagt, sætter destroyerne efter Birger, da han forsøger at flygte til Pietos. Under en voldsom forfølgelse gennem planetens tårne og hvælvinger lykkes det ham at få flere af skibene til at kollidere. Den sidste forfølger bliver sat ud af spillet, da den følger ham gennem et af tårnenes vinduer. Birger får senere kontrol over den beskadigede destroyer og bruger den til at trænge ind på Slisks base, hvor hans eget flyvende værelse ikke ville få adgang.
Bag om
Destroyerne blev designet af Søren Buus på DR’s Dukkeværksted. I dokumentaren Bag om Crash følger man arbejdet med at fremstille modellerne, som var blandt seriens mest komplicerede special effects-rekvisitter. Produktionen begyndte med Buus’ tegninger, hvorefter en modelsnedker fremstillede en træform af destroyerens krop. Formen blev brugt til vakuumformning af plastik. En stor plastikplade blev opvarmet, indtil den blev blød, og derefter suget tæt ned over træformen ved hjælp af vakuum. Når plastikken var kølet af og blevet hård, havde man en nøjagtig kopi af destroyerens krop. Metoden gjorde det muligt at fremstille flere identiske modeller ud fra den samme form.
Et af de tekniske problemer var destroyernes bevægelige kæber. Søren Buus eksperimenterede med at få dem til at åbne og lukke ved hjælp af radiofjernstyring. Alternativet var et mere besværligt system med snoretræk. I dokumentaren ser man en tidlig afprøvning, hvor kæberne begynder at bevæge sig. Modellen mangler på dette tidspunkt stadig maling, kanontårn og lys i øjnene, selvom der kun er omkring en måned til optagelserne skal begynde.
Søren Buus og den britiske modelbygger Bill Pearson arbejdede desuden med at få rumskibene til at bevæge sig korrekt i de store modeldekorationer. For at skabe illusionen af, at destroyerne fløj gennem verdensrummet, blev modellerne optaget foran en blå baggrund og senere kombineret elektronisk med stjernehimler, planeter og Birgers flyvende kvistværelse.
I Bag om Crash demonstreres blandt andet fremstillingen af en scene fra afsnit 10, hvor Birgers værelse flyver sammen med fire destroyere foran planeten Pietos. Billedet blev sammensat af flere særskilte optagelser. Først blev stjernehimlen lagt ind, derefter planeten, så Birgers værelse og de to forreste destroyere og til sidst de to bageste. For at bevare så stor billedskarphed som muligt blev optagelserne gennemført i flere omgange.
