Artiklen »TV Zone« er skrevet af Richard Holliss og blev bragt i det britiske science fiction-magasin Starburst, nr. 69, maj 1984, side 42. Den handler om produktionen af DR’s science fiction-serie CRASH, med særligt fokus på Bill Pearsons arbejde med miniaturemodeller og special effects.
TV ZONE af Richard Holliss · Starburst, maj 1984
I 1981 fik Danmarks Radio idéen til at producere sin første science fiction-serie. Desværre var historien så dårlig, at den straks blev forkastet. Der gik næsten et år, før man gav grønt lys til at påbegynde arbejdet med en serie i 13 afsnit, der skulle indeholde omfattende special effects og henvende sig til et yngre publikum. Seriens manuskriptforfatter endte med også at blive dens instruktør og producer, og dermed blev Crash, som serien skulle komme til at hedde, født.
Serien fortæller historien om en lille dreng, hvis værelse bogstaveligt talt slynger ham ud på en rejse gennem tid og rum. Konceptet krævede næsten 500 miniatureeffekter. Den britiske special effects-tekniker Bill Pearson, som tidligere havde arbejdet på Doctor Who, Captain Zep, Blake’s 7, Alien, Flash Gordon og Outland, blev engageret til at assistere medproducer Søren Buus.
Buus, der havde til opgave at omsætte manuskriptet til storyboards, besøgte BBC’s afdeling for visuelle effekter i vinteren 1982. Her mødte han Pearson og indså, at han havde fundet den mand, der var bedst egnet til at udføre de komplicerede tekniske opgaver, som en sådan serie krævede.
Pearson fortæller, at han oprindeligt blev ansat som konsulent for en periode på én måned. Seks måneder senere havde han designet og bygget størstedelen af seriens tekniske udstyr og konstruktioner. Pearson arbejdede tæt sammen med Buus og beskriver deres arbejde som:
»En kombination af meget detaljerede, fungerende miniaturemodeller med et nittet, victoriansk udseende. En slags møde mellem Jules Verne og Thunderbirds.«
Konstruktionen af modellerne tog op til tre måneder, mens optagelserne af special effects – der alle var bluescreen-sammensætninger bestående af mindst tre billedelementer hver – blev gennemført på seks uger.
Skuespillerne blev filmet foran en blå baggrund, mens et fjernstyret kamera samtidig optog miniaturemodellerne. De forskellige billedelementer blev kombineret ved hjælp af Ultimatte-systemet, der i sin opbygning mindede om det system, som blev anvendt til Carl Sagans Cosmos.
»Det fantastiske ved systemet er, at alle mulige former for effekter kan lade sig gøre. For eksempel røgsøjler, uden at der opstår de synlige kanter, som er et problem med almindelige bluescreen-teknikker.«
Pearson fremhæver desuden den ekstra fordel, at skuespillernes skygger automatisk blev gengivet i den sammensatte scene.
»Det kan tage lang tid at sætte det hele op, men realismen gør det hele umagen værd.«
Selvom budgettet var beskedent, betød filmholdets entusiasme og engagement, at serien blev færdig til tiden.
Pearson fandt arbejdet særdeles tilfredsstillende:
»Hos BBC var jeg en mellemting mellem designer og assistent. I samarbejdet med Søren fik jeg mulighed for selv at træffe beslutninger, samtidig med at jeg malede modeller, gav rumskibene et slidt og beskidt udseende og rent faktisk betjente Ultimatte-systemet.«
Når man ser nogle af de miniaturemodeller, der blev fremstillet til serien, er det fascinerende at bemærke den enorme detaljerigdom.
Alle rumskibene er modelleret med inspiration fra dyr. En rumstation ligner en edderkop og fungerer som hjemsted for historiens skurk, en Ming-lignende figur ved navn Slisk.
Den unge dreng Birger må konstant flygte fra Slisks ondskabsfulde robotvagter og de frygtede Drageskibe.
Med seriens premiere på dansk tv i år har Pearson og Søren store forhåbninger om, at den hurtigst muligt vil blive solgt til international distribution.
