Han havde været med til at bygge rumskibe til Alien og arbejdet med special effects for britisk tv. Men da to danskere dukkede op i hans værksted og fortalte om en science fiction-serie, de ville lave i København, tog Bill Pearsons liv en uventet drejning. Det blev begyndelsen på et dansk eventyr med rumskibe, øl og et tæt samarbejde med folkene bag DR’s CRASH.
Den britiske modelbygger og special effects-kunstner Bill Pearson var en af de udenlandske kræfter, der blev hentet til Danmark for at arbejde på DR’s science fiction-serie CRASH, som havde premiere i januar 1984.
Pearson havde allerede en etableret karriere bag sig. Han havde blandt andet arbejdet med modeller og miniatureeffekter på Ridley Scotts Alien fra 1979, og hans erfaring med praktiske filmeffekter gjorde ham interessant for Danmarks Radio.
Mange år senere begyndte Pearson at indtale sine erindringer. Det blev til omkring 61 timers fortællinger om hans liv, filmproduktionerne, menneskene han mødte og de utallige oplevelser, han havde haft undervejs. Optagelserne var tænkt som grundlag for en selvbiografi, og Pearson talte frit om både professionelle triumfer, fejlslagne projekter og sit til tider temmelig farverige privatliv.
Blandt de mange timers erindringer findes en række passager om hans arbejde på CRASH og hans ophold i København. Pearson springer mellem oplevelserne og fortæller med en meget britisk, til tider grovkornet humor. Han er heller ikke bange for at kritisere hverken kolleger, produktioner eller sig selv.
Hans erindringer giver os et sjældent personligt indblik i arbejdet bag CRASH – set gennem øjnene på en mand, der kom til Danmark for at lære fra sig, men som efter eget udsagn også endte med at lære en hel del af danskerne.
To danskere kommer på besøg
Historien begyndte i et britisk værksted. Pearson arbejdede på det tidspunkt for BBC, da to personer fra dansk fjernsyn kom på besøg. Den ene var modeldesigneren Søren Buus, og den anden var Tanja Lauridsen. De var rejst til England for at lære om special effects og hente inspiration til en ambitiøs science fiction-produktion, som Danmarks Radio var ved at forberede.
– De skulle lave en science fiction-serie i København. De havde aldrig lavet science fiction før, så de ville lære alt, hvad vi kunne lære dem, fortæller Pearson.
Ifølge hans erindring havde Danmarks Radio betalt for et ophold på omkring to uger, og Pearson fik til opgave at tage sig af de besøgende og vise dem forskellige arbejdsmetoder.
Hans første indtryk af Søren var ikke ubetinget positivt. Danskeren virkede reserveret og en smule utilnærmelig, men Pearson gik ud fra, at han måtte være den ansvarlige for besøget. Derfor koncentrerede han sig i begyndelsen om at tale med ham.
De følgende uger tilbragte danskerne sammen med ham i værkstedet, hvor han viste dem forskellige fremgangsmåder og hjalp dem med at finde løsninger på de tekniske problemer, de stod overfor. Om aftenen fortsatte samværet gerne på de lokale værtshuse.
– Hver aften gik vi ud og fik noget at drikke. Hun kunne godt lide at drikke, og det kunne jeg også, mindes Pearson.
Søren var til gengæld anderledes tilbageholdende. Han var rolig, velovervejet og havde tydeligvis en meget professionel tilgang til arbejdet.
– Søren var altid meget forsigtig. Meget velovervejet. En utrolig talentfuld mand.
Det første, lidt kølige indtryk udviklede sig hurtigt til respekt, og netop Søren skulle senere få stor betydning for Pearsons danske arbejde.
– Jeg lærte meget af ham, da vi senere lavede CRASH sammen i København, fortæller han.
Det er værd at bemærke, at Pearson ikke kun beskriver sig selv som den erfarne englænder, der kom for at lære danskerne, hvordan man lavede special effects. Han fremhæver tværtimod det faglige udbytte af samarbejdet med Søren Buus, som han husker som en særdeles dygtig kollega.

»Din forbandede idiot!«
Besøget fra Danmark kom på et tidspunkt, hvor Pearson allerede var begyndt at overveje sin fremtid hos BBC. Han var ikke længere tilfreds med sin situation og havde ikke lyst til at binde sig til endnu et år i det britiske tv-system.
Da muligheden for at tage til København på en måneds konsulentophold blev konkret, traf han derfor en drastisk beslutning.
Han gik ind til sin overordnede, og afleverede sin opsigelse. Reaktionen var kontant.
– Din forbandede idiot!
Men Pearson havde besluttet sig.
– Nej, det er sådan, jeg har det. Jeg bliver nødt til at komme videre.
Derefter gik han tilbage til sit værksted og begyndte at rydde op. Han samlede sine værktøjer sammen og smed resten ud. Blandt det, der endte i skraldespanden, var en umalet helikoptermodel, som han havde stående på arbejdsbordet.
Det vakte nogen bestyrtelse hos ledelsen, men Pearson havde sin forklaring parat: Han havde fået besked på at rydde arbejdsbordet, og det var præcis, hvad han havde gjort.
– Det var afslutningen på min tid hos BBC. Det næste var København. Og København er en historie i sig selv.
Det, der oprindeligt skulle have været en enkelt måneds konsulentarbejde, udviklede sig til et langt mere omfattende ophold.
– Jeg tog derover for at være konsulent i en måned og endte med at tilbringe to år der, fortæller han.
Og det hele begyndte med CRASH.
Rumskibe, en flyvende dreng og en skurk ved navn Barry
Pearsons første opgave var at rådgive Danmarks Radio om de tekniske muligheder for den nye science fiction-serie. Han var vant til at arbejde med miniaturemodeller, rumskibe og special effects, men selve historien, som danskerne havde fundet på, morede ham.
Han beskriver handlingen ganske kort: En ung dreng går ind på sit værelse, hvorefter værelset pludselig letter fra huset og flyver ud i rummet, hvor drengen oplever forskellige eventyr.
Drengen var naturligvis Birger, spillet af Lars Ranthe, hvis rumrejse kom til at danne rammen om de 13 afsnit af CRASH.

Og så skulle der selvfølgelig være en skurk.
Pearson var vant til science fiction-fortællinger med dramatiske skurke som kejser Ming fra Flash Gordon – den slags figurer, der kunne true hele universet med deres hær af soldater og avancerede våben.
I CRASH havde man en tilsvarende skurk omgivet af soldater, som Pearson sammenligner med stormtropperne fra Star Wars. Men skurkens navn kunne han simpelthen ikke tage alvorligt.
Barry.
– Hver gang navnet blev nævnt, var jeg ved at knække sammen af grin. Danskerne kunne slet ikke forstå hvorfor!
For Pearson var der åbenbart noget uimodståeligt komisk ved, at en frygtindgydende rumskurk skulle hedde noget så almindeligt og hverdagsagtigt som Barry. Han var vant til skurke med navne som Ming, Darth Vader og andre mere imposante betegnelser. At den store trussel i en dansk science fiction-serie skulle være en mand ved navn Barry, var næsten for meget for ham.
Danskerne syntes ikke at dele hans opfattelse.
– Der var tydeligvis noget, der gik tabt i oversættelsen. Jeg ved ikke, hvad deres tilsvarende navn ville være, men for mig var det simpelthen hylende morsomt.
Man kan jo godt forstå ham, for respekten havde måske været knap så høj, hvis Darth Vader havde heddet… Niels? I den færdige serie kender vi naturligvis skurken som Barry Slisk.
En science fiction-serie uden rigtig dialog
Der var imidlertid andet ved produktionen, som Pearson havde svært ved at forstå.
CRASH skulle nemlig ikke produceres som en almindelig tv-serie med synkroniseret dialog. Karaktererne kunne bevæge munden og tilsyneladende tale med hinanden, men historien skulle hovedsageligt formidles gennem en fortællerstemme.
Ifølge Pearson var der en kommerciel tanke bag beslutningen.
– Figurerne skulle tale, men der skulle være en fortæller, så denne vidunderlige serie kunne sælges til alle lande i hele verden. Så kunne de bare lægge deres egen fortællerstemme på og forklare, hvad der foregik.
Pearson fortæller det med en tydelig ironisk undertone.
Han mente ikke, at idéen nødvendigvis var særlig vellykket som filmisk fortælleform. Han husker, at seriens instruktør og manuskriptforfatter, Carsten Overskov, havde erfaring fra radioverdenen, og Pearson antyder, at denne baggrund havde præget måden, CRASH blev fortalt på.
– Han havde lavet radio, og jeg tror måske, han havde været bedre egnet til radio, bemærker Pearson tørt.
Pearson havde stor respekt for det tekniske arbejde, men var langt fra overbevist om alle de kreative beslutninger. Og netop manglen på egentlig dialog skulle vise sig at få en ret besynderlig konsekvens under optagelserne.
En casting med masser af selvtillid
Pearson var også involveret i castingen af skuespillerne til CRASH – dog ikke som den, der skulle bestemme, hvem der fik rollerne, men som den, der skulle filme prøverne.
Han havde tidligere arbejdet med 16 mm-filmudstyr under sin uddannelse, og derfor blev han bedt om at hjælpe med at dokumentere castingen. Sammen med Søren Buus satte han kameraudstyret op hos Danmarks Radio, hvor Carsten Overskov skulle se nærmere på de mange unge mennesker, der havde meldt sig.
Der var blevet annonceret efter medvirkende i aviserne, og mange drenge og piger mødte frem. Man skulle blandt andet finde skuespillere til seriens to centrale unge roller: Birger og Iris, som i den færdige serie blev spillet af Lars Ranthe og Jeannie Mortensen.
Pearson husker det som en enkelt, travl castingdag med en lang række ansøgere, der kom ind foran kameraet, blev interviewet og fik mulighed for at vise, hvad de kunne. Han filmede prøverne, mens Carsten Overskov vurderede de unge mennesker.
Det var især ansøgernes selvtillid, der overraskede ham.
– Der kom masser af piger. Og for at være ærlig er danske piger generelt meget attraktive, fortæller han.
Det var dog ikke ligefrem en flok kommende skønhedsdronninger, Pearson syntes at have foran sig den dag. Han beskriver mange af de fremmødte som temmelig almindeligt udseende, men til gengæld havde de en selvsikkerhed, han ikke havde forventet. De gik ind til prøverne og optrådte med en selvfølgelighed, der nærmest imponerede ham.
Men én pige skilte sig særligt ud.
Pigen med den store barm
Blandt de mange unge ansøgere husker Pearson især Jeannie Mortensen, der fik rollen som Iris.
Hun var ifølge Pearson en meget genert og tilbageholdende pige, omkring 16–17 år gammel efter hans eget skøn (i virkeligheden var hun få dage fra sin 15-års fødselsdag). Hun havde en slank figur, men der var især én ting ved hendes udseende, som gjorde indtryk på den britiske modelbygger.
– Hun var meget beskeden, men man lagde straks mærke til hende på grund af størrelsen på hendes barm. Hun havde en slank figur og en meget stor barm, fortæller Pearson uden omsvøb.
Jeannie virkede ifølge ham næsten overrasket over overhovedet at være til casting. Hun var genert, kunne ikke tale engelsk og havde taget sine forældre med til prøven, hvilket også flere af de andre unge ansøgere havde gjort.
Og så gik det stærkt.
– Carsten kastede ét blik på hende, og så havde hun fået rollen. Det var dét!
Sådan husker Pearson i hvert fald det øjeblik, hvor den unge skuespillerinde blev valgt.
Hans beskrivelse efterlader ikke meget tvivl om, at han mente, hendes fysiske fremtoning havde gjort et særligt indtryk på Carsten Overskov.
Men han husker også Jeannie som en sød og meget stille pige.
– Hun var en sød pige. Hun kunne ikke tale engelsk, og hele hendes fremtoning var sådan, at hun nærmest ikke vidste, hvad hun lavede der.
Pearson fortæller, at alle var glade for, at hun havde fået rollen. Han husker især hendes generte og tilbageholdende væsen, som stod i skarp kontrast til den selvsikkerhed, han havde oplevet hos mange af de øvrige ansøgere.
Hun faldt i søvn med tommelfingeren i munden
Pearson husker også Jeannie Mortensen fra arbejdet i studierne.
Hun havde tilsyneladende en bemærkelsesværdig evne til at falde i søvn, når der var pauser i optagelserne. Ifølge Pearson kunne hun finde et sted at lægge sig og ganske enkelt falde i søvn, mens arbejdet fortsatte omkring hende.
– Hun sov på settet, hver gang hun havde mulighed for det.
En dag så han hende ligge og sove med tommelfingeren i munden.
– Hun var jo bare et barn, fortæller han.
Men den mest usædvanlige historie om hendes arbejde foran kameraet handlede slet ikke om søvn.
Den handlede om, hvad hun sagde.
Eller rettere: Hvad hun ikke sagde.
»Et, to, tre, fire, fem …«
Pearson havde svært ved at forstå, hvordan skuespillerne skulle fremføre dialog, når der ikke fandtes egentlige skrevne replikker. Karaktererne skulle jo bevæge munden på en nogenlunde naturlig måde. Men hvad skulle de sige, når der ikke var nogen rigtig dialog?
Han spurgte Søren Buus, hvordan man havde løst problemet.
– Søren fortalte mig, at hun bare talte ved at tælle til ti igen og igen.
Når kameraet rullede, kunne Jeannie altså tilsyneladende tælle fra et til ti, begynde forfra og fortsætte, så længe scenen krævede det. Mundbevægelserne var det vigtigste. Den egentlige fortælling kom først på bagefter. En teknik Jeannie Mortens også bekræfter i specialudsendelsen ”Bag om Crash”.
En katastrofe – med gode effekter
Pearson var ikke specielt begejstret for CRASH som færdig serie.
Faktisk er hans vurdering temmelig ubarmhjertig.
– Serien var alt i alt lidt af en katastrofe.
Men han skynder sig at tilføje noget vigtigt:
– Vi var tilfredse med effekterne.

Netop denne skelnen er interessant. For Pearson var der tydeligvis forskel på det tekniske arbejde, som han og kollegerne havde udført, og den samlede tv-fortælling. Han var stolt af de visuelle effekter og det håndværk, der lå bag, men han havde svært ved at tage flere af seriens kreative valg alvorligt.
Den usædvanlige fortælleform med manglende dialog havde ikke imponeret ham, og det havde skurkens navn Barry bestemt heller ikke. Alligevel var arbejdet med rumskibene og de øvrige effekter noget, han så tilbage på med tilfredshed.
Hans respekt for de danske kollegers evner skinner også tydeligt igennem. Især Søren Buus fremhæver han som en særdeles dygtig mand, og Pearson gør ikke krav på at have stået bag alle seriens modeller. Arbejdet var et samarbejde mellem flere danske og britiske kræfter, og det var netop dette samarbejde, der gjorde et varigt indtryk på ham.
En måned bliver til flere
Allerede inden Pearsons første måned hos Danmarks Radio var afsluttet, blev han spurgt, om han ville vende tilbage for yderligere tre måneder. Det ville han gerne, og efter et besøg hjemme i Storbritannien vendte han tilbage til København, hvor han efterhånden blev involveret i flere opgaver.
Hans kæreste boede stadig i England, og de aftalte, at hun kunne besøge ham i København, når økonomien tillod det. Pengene fra arbejdet i Danmark var ifølge Pearson ganske gode, så hun kom da også på besøg flere gange. Men forholdet var begyndt at knage, og samtidig var Pearson ved at opdage, at København havde meget andet at byde på end special effects.
Han havde fra begyndelsen lagt mærke til, at det var anderledes at være englænder i Danmark. Mange yngre danskere talte glimrende engelsk, og den britiske modelbygger oplevede, at hans nationalitet og arbejde gjorde ham til noget særligt i sociale sammenhænge.
– Jeg var som et barn i en slikbutik, siger han om sit nye liv.
Det skulle vise sig at være en ganske præcis beskrivelse. Hans ophold i København blev ikke blot en vigtig periode i hans professionelle karriere, men også en af de mest farverige episoder i hans privatliv. Han fik nye venner, fandt en lejlighed, begyndte at arbejde som discjockey og kastede sig ud i et natteliv, som efter hans egen beskrivelse var langt mere løssluppent, end han var vant til hjemmefra.
Fra hotelværelse til Carlsberg
I begyndelsen boede Pearson på hotel, men da hans ophold hos Danmarks Radio blev forlænget, ønskede man ikke længere at betale for hotelværelset. Han måtte derfor finde en lejlighed, og det førte ham sammen med en englænder ved navn Alan Whittaker.
Alan var ifølge Pearson et særdeles farverigt bekendtskab. Han hævdede at være nevø til den britiske sanger Roger Whittaker, talte seks sprog flydende og havde tidligere arbejdet som rejseleder. Han havde efter alt at dømme et enormt netværk i København og kendte mennesker fra alle mulige miljøer, ikke mindst restauranter, hoteller og nattelivet.
Alan havde en lejlighed, som han gerne ville leje ud, fordi han manglede penge. Pearson var tilfreds med stedet. Der var et soveværelse, køkken, badeværelse og en stor stue med både spisebord og sovesofa, og det var mere end rigeligt til ham.
Efter at have skrevet under på aftalen gik de to mænd ud for at få en øl, og Pearson spurgte Alan, hvor han selv havde tænkt sig at bo.
Det viste sig, at Alan ikke havde noget nyt sted at flytte hen. Han regnede blot med at sove på gulvet hos en ven, som havde en sovepose, han kunne låne.
Det syntes Pearson var noget pjat. Lejligheden havde jo en sovesofa, og han selv ville alligevel være på arbejde det meste af tiden.
Han foreslog derfor, at Alan bare kunne blive boende. Pearson ville fortsat betale huslejen, og de kunne holde deres lille arrangement for sig selv.
Alan var begejstret for løsningen, og de to mænd blev bofæller. Det blev samtidig begyndelsen på et venskab, som fik stor betydning for Pearsons oplevelser i København.
Lejligheden lå efter hans erindring blot fem minutters gang fra Carlsberg Bryggeri, hvilket han betragtede som en klar fordel. Da han og Alan sad over deres øl og diskuterede boligsituationen, kunne han i det mindste glæde sig over, at man befandt sig i passende afstand fra en af verdens kendte ølproducenter.
Alan viste sig desuden at være en mand, der kunne sælge næsten hvad som helst til hvem som helst. Pearson beskriver ham som en slags omvandrende handelsmand, altid positiv og med en helt utrolig evne til at overbevise andre mennesker. Han husker især Alans påklædning, når de skulle i byen: hvidt jakkesæt, hvide bukser, skjorte åbnet næsten ned til navlen og store guldsmykker på brystet.
Det var som at gå i byen med en mand, der havde taget John Travolta som sit personlige forbillede.
Og Alan havde næsten altid en plan.
Søren Buus fik skotsk accent
Samarbejdet med Søren Buus udviklede sig til mere end et kortvarigt professionelt bekendtskab. De arbejdede tæt sammen på de danske produktioner, og kontakten fortsatte efter Pearsons hjemkomst til Storbritannien.
På et tidspunkt fortalte Søren ham, at han havde fået et problem. Han lød ikke længere som de andre danskere, når han talte engelsk.
– Det er forfærdeligt, Bill. Jeg er blevet anderledes end alle de andre. Jeg taler engelsk med skotsk accent!
Pearson havde ikke selv tænkt over det, men efter så meget tid sammen havde hans egen accent åbenbart smittet af på danskeren.
Det morede ham.
Modelbygger om dagen – discjockey om natten
Pearson havde ikke kun taget sine værktøjer med til Danmark. Han havde også en stor interesse for musik og havde medbragt sin pladesamling. Med hjælp fra Alan Whittaker begyndte han derfor at undersøge mulighederne for at arbejde som discjockey i København, når han ikke var optaget af arbejdet hos Danmarks Radio.
Alan tog sig naturligvis af forhandlingerne. Han kendte folk i nattelivet og var ikke typen, der holdt igen med at fremhæve sin engelske vens mange kvaliteter. På et diskotek tæt på lejligheden fik de øje på en mulighed, selvom Pearson bestemt ikke var imponeret over stedet.
Diskoteket lå ovenpå en anden forretning og havde svært ved at tiltrække gæster. Men det mest bemærkelsesværdige var DJ-pulten.
Den var bygget, så den lignede næsen af et stort passagerfly – nærmest en Boeing 747 – hvor discjockeyen sad skjult bag cockpitvinduerne. Der var små åbninger i konstruktionen, og hele arrangementet virkede efter Pearsons mening både klodset og håbløst gammeldags.
Alan fortalte derfor ejeren, at hans nye engelske ven var en verdensberømt designer og discjockey, som syntes, at indretningen var forfærdelig, og som kunne lave noget langt bedre.
Det lykkedes ham at overbevise ejeren, og inden Pearson vidste af det, havde han fået til opgave at tegne en ny DJ-pult og indrette hele området omkring den.
Løsningen blev at fjerne flynæsen fuldstændigt. Pearson foreslog store spejle på væggene, som kunne få rummet til at virke større, og han tegnede en mere åben og let forhøjet DJ-platform. Omkring pladespillerne blev der monteret gennemsigtige Perspex-plader, så discjockeyen var synlig for publikum, men stadig en smule adskilt fra dansegulvet.
Og så blev det hele bygget.
Pearson blev selv discjockey på stedet, og han fortæller, at forretningen fik det bedre efter ombygningen. Der kom efterhånden et fast publikum, især i weekenderne, selvom han stadig mente, at diskoteket kunne have gjort mere ud af markedsføringen.
Han fik desuden tilsendt nye 12-tommers plader fra Storbritannien, så han kunne spille den nyeste musik. Det var en stor fornøjelse for ham at arbejde med musikken igen, og diskoteket blev et naturligt omdrejningspunkt for hans sociale liv.
Og samtidig fik han gratis adgang til en stor del af Københavns natteliv.
København var som 1960’erne
Når Pearson fortæller om årene i Danmark, lægger han ikke skjul på, at han nød byens natteliv. Han beskriver København som langt mere seksuelt frigjort end det miljø, han kom fra i Storbritannien, og han sammenligner stemningen med den forestilling, han havde om de vilde 1960’ere.
– Det var, som jeg forestiller mig, at 1960’erne må have været.
Alan Whittaker var en vigtig del af oplevelsen. Med sit hvide jakkesæt, sine guldsmykker og sin enorme selvtillid var han næsten altid klar til en tur i byen, og han havde en forbløffende evne til at falde i snak med mennesker, uanset hvor de kom fra. Han talte flere skandinaviske sprog og havde et stort netværk i restaurationsmiljøet, hvilket betød, at de to mænd ofte kunne komme ind de mest uventede steder.
Pearson fortæller åbent om druk, diskoteker og de mange kvinder, han mødte. Han påstår selv, at han var sammen med omkring hundrede kvinder i løbet af sine to år i Danmark.
Da nogen senere reagerede på tallet, var hans svar karakteristisk. Der er jo 365 dage på et år, og han havde været der i to år. Så hundrede var vel egentlig ikke så mange!
På et tidspunkt datede han efter eget udsagn tre kvinder samtidig, men det blev hurtigt for kompliceret.
– Jeg havde hverken den fysiske udholdenhed eller det mentale overskud til at holde styr på det hele, indrømmer han.
Pearson husker især sin egen træthed efter en lang arbejdsdag og det forhold, at han skulle tidligt op igen næste morgen. Uanset hvor fristende nattelivet var, skulle han stadig passe sit arbejde hos Danmarks Radio.
Under sit arbejde som discjockey i København mødte Bill en kvinde, som han indledte et seksuelt forhold til. En dag kom hun på besøg i en stor lastbil. Bill troede, at hun havde fået et lift, men hun forklarede, at chaufføren var hendes mand – som i øvrigt meget gerne ville møde Bill! Pearson var skrækslagen. Han forestillede sig, at den store lastbilchauffør havde opdaget affæren og ville give ham tæsk. Med Alan som sikkerhedsmand og tolk mødte han alligevel ægtemanden. Det viste sig, at parret brændende ønskede sig et barn og ville have Bills hjælp til at opnå en graviditet.
Bill indvilligede efter eget udsagn næsten øjeblikkeligt. Senere, da han var vendt tilbage til Storbritannien, fortalte Alan ham, at kvinden havde født en dreng, som kunne være Bills søn.
Pearson fortæller episoden som endnu et af de mærkelige kapitler i sit danske eventyr.
En berømt mand i Ekstra Bladet
Pearson oplevede også at få en vis opmærksomhed som britisk film- og effektmand i Danmark. Han var ikke bare endnu en udenlandsk medarbejder hos Danmarks Radio, men en mand, der kom fra BBC og havde arbejdet med special effects på store internationale produktioner. Det gav ham en særlig status i visse kredse.
Han fortæller blandt andet, at han havde været omtalt i Ekstra Bladet med et fotografi og en større historie om, at en mand fra BBC var kommet til København for at arbejde for dansk fjernsyn.
Ifølge hans erindring var historien på avisens forside. Han husker overskriften som noget i retning af, at en stor BBC-mand var ankommet til Danmarks Radio, og han fik efterfølgende indtryk af, at folk havde lagt mærke til omtalen.
CRASH blev fulgt af nye opgaver
Pearsons danske arbejde stoppede ikke med CRASH. Han fortæller, at han senere arbejdede på Niels Klims underjordiske rejse, en produktion, der efter hans opfattelse havde en helt anden status hos Danmarks Radio.
Hvor CRASH havde været en science fiction-serie for børn og unge, blev Niels Klim betragtet som en stor og prestigefyldt produktion baseret på et klassisk litterært værk. Det betød også, at der pludselig var langt flere mennesker, som ønskede at deltage i møderne og blande sig i arbejdet.

Pearson husker det som en markant forandring. Under CRASH havde han og Søren Buus kunnet koncentrere sig om at løse de tekniske problemer, men på det nye projekt dukkede der mennesker op fra alle dele af organisationen, som tilsyneladende mente, at de burde have indflydelse.
– Folk kom frem fra alle kroge. Der skulle laves noget prestigefyldt hos Danmarks Radio, og så ville de gerne forbindes med det, fortæller han.
Han og Søren sad ifølge Pearson til møder med ældre medarbejdere og ledere, som de ikke nødvendigvis kendte i forvejen, og som alle gerne ville have noget at skulle have sagt.
Det imponerede ikke den britiske effektmand. Tværtimod var han temmelig kritisk over for resultatet.
Han fortæller også en bizar historie fra optagelserne til den senere produktion. Der blev brugt store, tunge studiekameraer, som krævede en hel del fysisk arbejde at flytte rundt på. Kameraerne var så massive, at Pearson nærmest mente, at man skulle være vægtløfter for at betjene dem.
Ifølge Pearson havde folk for vane at stille flasker oven på kameraerne, mens de arbejdede. Når en kameramand derefter skulle tilte kameraet op eller ned, kunne man pludselig høre lyden af glas, der blev knust mod gulvet. Det skete efter hans erindring igen og igen.
Han blev også benyttet som rådgiver på andre programmer. Blandt andet fortæller han, at Danmarks Radio spurgte ham til råds i forbindelse med et dansk musikprogram, som han sammenligner med BBC’s Top of the Pops. Her kunne han bidrage med sin erfaring med røg, tøris, pyroteknik og andre visuelle effekter, der kunne gøre musikoptrædener mere spektakulære.
Han havde med andre ord fået en position, hvor man også gik til ham med opgaver uden for science fiction-genren.
Og det var tydeligvis noget, han satte pris på.
En artikel om CRASH fik uventede følger
Pearson fortæller, at han altid forsøgte at skabe opmærksomhed omkring de projekter, han arbejdede på. Han havde gode forbindelser til britiske film- og special effects-magasiner, og han skrev selv artikler om produktionerne.
Nogle gange blev hans tekster redigeret af bladene, mens de andre gange blev trykt næsten, som han havde afleveret dem. Det gav ham mulighed for at fortælle om sit arbejde og samtidig holde sit navn synligt i den internationale filmbranche.
Og han fortæller udtrykkeligt, at han skrev en artikel om CRASH.
Han var stolt af effektarbejdet i København og ønskede, at også folk uden for Danmark skulle kende til det. CRASH var trods alt ikke en produktion, som det britiske filmpublikum nødvendigvis havde hørt om, og derfor var det oplagt at bruge magasinerne til at fortælle om arbejdet.

Artiklen blev bragt i et magasin, hvor der i samme nummer var en omtale af Roger Christians science fiction-projekt 2084. Pearson husker, at artiklen om Christians projekt indeholdt illustrationer, men han interesserede sig dengang ikke synderligt for den og tænkte ikke videre over navnet.
Det skulle senere vise sig at være en interessant forbindelse.
Roger Christian havde nemlig set omtalen af Pearson i magasinet og huskede ham fra hans arbejde på Alien. Han forsøgte derfor at komme i kontakt med Pearson i forbindelse med et nyt projekt.
På den måde fik omtalen af CRASH en uventet betydning for Pearsons videre karriere. Det var ikke nødvendigvis selve den danske tv-serie, der åbnede nye døre for ham, men den opmærksomhed, han havde skabt omkring sit arbejde.
Farvel til København
Da Pearson til sidst vendte tilbage til Storbritannien, var det med blandede følelser.
Han havde tilbragt omkring to år i Danmark, fået nye venner, arbejdet på flere produktioner og levet et privatliv, der efter hans egen beskrivelse havde været ganske usædvanligt. Han havde lært byen at kende, arbejdet som discjockey, besøgt restauranter og diskoteker og fået oplevelser, som han mange år senere stadig kunne fortælle om i mindste detalje.
Men der var også noget andet, han kom til at savne.
Den anerkendelse, han havde oplevet hos Danmarks Radio.
– Det var skræmmende at komme tilbage til Storbritannien. Jeg havde ikke været klar over, hvor meget jeg havde nydt beundringen hos dansk fjernsyn, fortæller han.
I København havde han været den erfarne britiske special effects-mand, som man gik til, når der skulle laves noget særligt. Han kunne rådgive om rumskibe, miniatureeffekter, røg, pyroteknik – og hvis det skulle være, også indretningen af et diskotek.
Han havde nydt at være efterspurgt og opleve, at hans faglige erfaring blev værdsat. Hjemme i Storbritannien skulle han finde sin plads igen, og han opdagede hurtigt, at overgangen ikke var helt så enkel, som han havde forestillet sig.
Men hans danske eventyr var blevet en del af den historie, han senere fortalte om sit liv.
Og selvom hans vurdering af CRASH som tv-serie var alt andet end begejstret, var hans respekt for det arbejde, han og kollegerne havde udført, tydelig. Han kunne være kritisk over for historien, instruktionen og den usædvanlige fortælleform, men han var stolt af de visuelle effekter.
Efter opholdet i Danmark fortsatte Bill Pearson sin karriere som modelbygger og special effects-kunstner. Han stod blandt andet i spidsen for modelarbejdet på Lorca and the Outlaws (1984) og senere på Gerry Andersons tv-serie Space Precinct. Hans filmografi kom også til at omfatte Lost in Space (1998), Die Another Day (2002), Alien vs. Predator (2004), Casino Royale (2006), Prometheus (2012) og Gravity (2013). Særlig anerkendelse fik han for sine imponerende miniatureeffekter på Moon (2009). Hans arbejde på science fiction-serien Red Dwarf var desuden med til at sikre en RTS-pris i 2013. Bill Pearson døde i marts 2020 efter mere end 40 år i film- og tv-branchen.
Artiklen bygger på Bill Pearsons indtalte erindringer, som samlet omfatter omkring 61 timers lydoptagelser. De relevante passager om CRASH og Danmark er blevet udvalgt og transskriberet, og hans engelske udtalelser er oversat til dansk og sprogligt bearbejdet til denne artikel. Fortællingerne og vurderingerne er Pearsons egne.



























Billederne er alle Bill Pearsons. C 1984.


Comments are closed