Magasinet “ny elektronik” havde en featureartikel i deres februarnummer i 1984, hvor de taler med folkene bag serien, og går lidt ned i de tekniske aspekter af tilblivelsen af serien.

CRASH
Ny Elektronik · Nr. 2 · Februar 1984 · Side 50–52
Stærke kræfter fra det ydre rum truer Jorden med tilintetgørelse. Ingen har kendskab til de onde planer – undtagen én. Drengen Birger, som forsøger at afværge katastrofen fra sit lille kvistværelse. Først skal han dog overbevise os andre om, at truslen er virkelig.
Sådan kunne man i korthed forklare handlingen i dansk TV’s nye science-fiction serie for børn, ”CRASH”, som skal følge linien op fra biografsensationer som ”Stjernekrigene” og ”Jens Lyn”.
”CRASH” seriens 13 dele startede den 6. januar, og straks fra begyndelsen har reaktionerne blandt TV-anmeldere og publikum været højst forskellige. Mon handlingen var for tynd?
En helt anden – og mere interessant – detalje er imidlertid, at ”CRASH” er den største model- og trick-produktion, dansk TV nogensinde har givet sig i kast med.
Teknikerne i DR’s dukkeværksted, havde slet ikke samme computerstyrede faciliteter som f.eks. George Lucas til sine ”Star Wars” film.
Alligevel er det lykkedes at skabe forbløffende livagtige effekter ved hjælp af ret beskeden teknik. Og så er ”CRASH” samtidig en af verdens første trickproduktioner baseret alene på elektronik. Det vil sige video – og ikke film.

30 måneders slid
Arbejdet på ”CRASH” startede for 2 1/2 år siden, da produceren Carsten Overskov fik et skitseprojekt godkendt. Siden har der været arbejdet uafbrudt på ”CRASH”. Først af en lille projektgruppe, – og derefter af et stedse stigende antal fotografer, studieteknikere, håndværkere, EDB-folk og designere.
”Visual Effect” folkene havde direkte indflydelse på handlingen, som blev strammet gevaldigt op undervejs. Til sidst enedes man om en serie med en samlet varighed på 260 minutter. Som grundlag lå et 380-siders ”story-board” med over 2000 enkelttegninger…..
DR-folkene fandt dog hurtigt ud af, at der skal mere end entusiasme og gå-på-mod for at gennemføre en science-fiction produktion af dette omfang. Og derfor hentede ”CRASH” folkene hjælp i England. Først kom lederen af BBC’s Visual Effect afdeling og senere free-lance designeren Bill Pearson, der bl.a. har slået sine folder i ”Alien” og ”Jens Lyn”. Pearson fik til opgave at bygge rumskibe til ”CRASH” og deltage i selve trick-optagelserne.
Modeloptagelserne til ”CRASH” startede midt i 1983. DR-folkene riggede et lille studie med lys og teknisk udstyr op på kun to dage. Hele indretningen må have virket primitiv på Hollywood specialister. Men det virkede….
Stor opfindsomhed
”CRASH” holdet havde f.eks. ikke computerstyrede kameraer eller digitale Paintbox mixerpulte, som bruges i store showproduktioner. Dog fik man anskaffet sig en elektronisk fjernstyring af de to kameraer, som blev bevæget ved hjælp af elektromotorer.
Et andet eksempel på ”CRASH” folkenes opfindsomhed er ”det sorte hul”. Det er fremstillet af bunden fra en trompetfod. Tre dias-projektorer med forskellig rotationshastighed sender lys imod hullet, så man via kameraet får en ægte sugende fornemmelse.
Trick-optagelsen blev foretaget efter ”lagkage-princippet” med op til 5 lag ovenpå hinanden. Når man ser 4 forskellige rumskibe i aktion i billedet, kan man være sikker på, at de er optaget enkeltvis fire gange efter hinanden. Modellerne er i øvrigt forbløffende detaljerede. Helt ned til mindste møtrik, og de er fremstillet af plastic og andre kunststofmaterialer.
Dybdeskarpheden på rumskibmodeller skal være meget stor, før de bliver troværdige. Hollywood må sætte så meget lys på deres modeller (f.eks. en UFO’s indre), at det må slukkes hvert 3. minut, hvis ikke studiet skal stå i flammer. TV-skærmen kræver dog ikke helt samme opløsning som biograflærredet, og derfor kunne ”CRASH” holdet nøjes med at sætte 10 gange så meget lys på modellen som normalt i et TV-studie.
Efter 6 uger gik ”CRASH” holdet over til filmoptagelserne. De omfatter bl.a. indspilning af ild, røg og eksplosioner. Hvis disse effekter skulle gengives elektronisk på video, ville det kræve en meget langsom kamerahastighed, som kan give ryk i billedet. Derfor anvendte DR i stedet et ”high speed” filmkamera, som tager 500 billeder i sekundet.
Lydsiden i ”CRASH” er speciel ved at være produceret før selve optagelsen. Metoden er almindelig, når det gælder rock- og popshows, men ”CRASH” er den første studieproduktion, der er gennemført playback skuespillerne i billedet. Aktørerne fik i øvrigt udleveret kassettebånd med programlyden, så de kunne forberede sig på lydeffekterne før selve indspilningen.
Musikken til science-fiction serien stammer fra et 25 år gammelt pladesæt med effektmusik. Sættet, der består af 337 plader, blev udrangeret for 10 år siden, men har altså fået sin renæssance med ”CRASH”. Dog måtte man benytte special pick-up’er og et utal af filterkombinationer for at få en ordentlig lyd frem.
EDB monstre
Selve animations-sekvenserne (livagtiggørelsen) i ”CRASH” er foretaget på Danmarks Radios store datamaskine. Denne bruges ellers til dagligt at holde rede på licensbetalere og lønoplysninger for 2000-3000 DR medarbejdere.
”CRASH” folkene fandt hurtigt ud af, at computerens behandlingsenhed (CPU) var beskeden i forhold til lagerkapaciteten. Så der skete ting og sager, da man midt i august 83 koblede sig ind på datamaskinen i 2 dage via en intelligent terminal.
”CRASH” holdet beslaglagde kun en lille del af datalageret, men til gengæld hele behandlingsenheden. Netop omkring den 15. i hver måned arbejder computeren med DR-medarbejdernes overarbejdsbetalinger, men den fik de ikke til tiden denne gang.
Da lønningskontoret og ”CRASH” ikke kunne enes om, hvem der kørte datamaskinen hvornår, dukkede der af og til flimmer af lønoplysninger op på tegnefilmen til ”CRASH”. Med lidt god vilje kan man stadig se disse forstyrrelser som små ryk i det færdige program.
Selve programmeringen af de 3 dimensionelle sprites (bevægelig grafik) blev foretaget med det dansk-udviklede Monster program, som vi tidligere har omtalt i ”ny elektronik”. Til formålet indkaldte DR en af Monster-bagmændene, arkitekt Per Jacobi, til at styre animationsbegivenhederne. Monsterprogrammeringen foregik i øvrigt i BASIC og ikke som normalt i Monster i Pascal.
Leif Bomberg
Journalist på “ny elektronik”



Comments are closed