I 1984 udkom Carsten Overskovs science fiction-eventyr CRASH også som roman under titlen Truslen fra det sorte hul. Historien er velkendt fra tv-serien, men bogudgaven afslører en fortæller med en særlig sans for sort humor, menneskelig dumhed og fantasiens farlige sider.
“Du risikerer ovenikøbet at få øje på sandheden!”
Sådan advarer Carsten Overskov læseren allerede inden første kapitel af ”Truslen fra det sorte hul”. Fantasi er nemlig ikke nødvendigvis noget hyggeligt med børn, der tegner køer med fem ben. Bruger man den for alvor, kan man risikere at opdage ting, man helst var fri for at vide.
Det er en ganske passende indledning til den romanudgave af CRASH, som Overskov udgav i 1984, samme år som hans science fiction-serie blev vist på DR.
Bogen fortæller grundlæggende den samme historie som tv-serien, men hvor fjernsynsudgaven udfolder eventyret gennem skuespillere, modeller og special effects, må Overskov her skabe hele universet med ord. Og det gør han med en fortællestil, der er både fantasifuld, underfundig og overraskende bidsk.
En bemærkelsesværdig forskel er, at bogens hovedpersoner slet ikke har de navne, vi kender fra tv-serien. Birger er ganske enkelt “drengen”, Iris er “pigen”, og Barry Slisk omtales som “den skaldede mand”. Pietos og Goplos kaldes henholdsvis Den røde Planet og Den blå Planet.
Fortælleformen er også anderledes. Hvor tv-serien i vid udstrækning lader Birger selv fortælle om sine oplevelser, bruger romanen en tredjepersonsfortæller, der ikke nøjes med at beskrive handlingen. Han kommenterer, forklarer og henvender sig indimellem direkte til læseren med små, ironiske betragtninger over menneskets natur.
“Mennesket kan glemme hvad som helst, når det har brug for at glemme,” konstaterer fortælleren eksempelvis, da drengen forsøger at overbevise sig selv om, at hans farefulde oplevelser blot har været fantasi.
Noget af det mest underholdende ved romanen er Overskovs nådesløse skildring af de voksne. Drengens far er så optaget af, hvad et gammelt tegneserieblad kan indbringe, at han knap bemærker, hvad der foregår omkring ham. Moderen forsøger at forklare det uforklarlige med helt almindelige hverdagsproblemer, mens en videnskabsmand er villig til at sætte andres liv på spil for at opnå berømmelse.
På Den røde Planet møder vi en befolkning, der er så vant til undertrykkelse, at den ligefrem tilbeder overmagten. Og selv drengen er ingen udpræget helt. Han er bange, selvoptaget og til tider mere interesseret i at slippe for besværet end i at redde universet.
Overskovs humor ligger netop i sammenstødet mellem det fantastiske og det helt almindeligt menneskelige.
Det samme gælder romanens meget konkrete danske hverdag, hvor Godthåbsvej, skolelektier, kassettebåndoptagere og familiens økonomiske bekymringer eksisterer side om side med sorte huller og intergalaktiske rumskibe.
Selv om hovedhandlingen er genkendelig, har Overskov foretaget flere ændringer. Birgers skeptiske kammerat Arne optræder eksempelvis slet ikke i romanen, og nogle begivenheder finder sted i en anden rækkefølge.
Den største forskel findes dog i afslutningen. I tv-serien lykkes det Barry Slisk at hente superstoffet ud af det sorte hul, hvorefter han truer Jorden med udslettelse. I romanen bliver den skaldede mands base ødelagt, inden han når så langt. Det giver bogens sidste del et væsentligt anderledes forløb.
Begge versioner slutter imidlertid med den samme tvivl om, hvorvidt drengens oplevelser overhovedet har fundet sted.
Og dermed vender vi tilbage til bogens indledende advarsel om fantasiens farer. For som Overskov skriver i efterskriftets første linje:
“Sandheden skal jo frem.”
Men hvad sandheden egentlig er, må læseren selv afgøre.
Truslen fra det sorte hul fik en noget blandet vurdering blandt bibliotekernes anmeldere i 1984. Karin Vibeke Schou beskrev romanen som et rimeligt velskrevet rumeventyr med både fart og spænding, men var mindre begejstret for personskildringen. Hun fandt figurerne skabelonagtige og mente, at fortællingen havde svært ved for alvor at engagere læseren. Anderledes positiv var Arne Bang Petersen, der i sin vurdering til skolebibliotekerne fremhævede bogens spænding, letlæselige fortællestil og Jesper Frederiksens dramatiske omslagsillustration. Han anbefalede romanen til læsere fra omkring 11-årsalderen, mens Schou vurderede målgruppen til cirka 12–14 år.
Truslen fra det sorte hul udkom oprindeligt i 1984. Romanen blev genudgivet som e-bog i 2019 af Lindhardt og Ringhof og kan fortsat købes i digital udgave.
